Fælleslisten i Hillerød

...de røde i det grønne

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Forside Nyheder Planlægning af cykelstier

Planlægning af cykelstier

Email Udskriv PDF

Svar på et arrigt  læserbrev.

Hillerød kommune bruger de penge der afsættes i budgettet til trafiksikring på cykelstier, trafiksanering, stikrydsninger og sortpletbekæmpelse udfra ”Trafiksikkerhedsplan for Hillerød By” som blev udarbejdet for godt et år siden .

Den var i høring hos lokalråd, cyklistforbund og alle andre interesserede, og der kom en lang række gode forslag og kommentarer som dannede grundlag for planen. På samme måde havde vi en plan for de mange cykelstier som nu – med Nødebostiens indvielse til sommer – sikrer gode cykel- og skoleveje for langt de fleste i vore landsbyer.

Og der arbejdes på en trafiksikkerhedsplan for Skævinge og de mindre landsbyer.

Alt bliver til i en proces hvor borgerne har indflydelse – men politikkerne er selvfølgelig nødt til at beslutte hvad der skal laves først.

De fem cykelstier som står øverst er Ullerød brugs til Tulstrupvej ,Tamsborgvej, Frejasvej/Selskovvej, Holmegårdsvej og Milnersvej.

Tulstrupvej bliver færdig i sommer, Tamsborgvej sættes i gang til efteråret og Frejasvej frem til Selskov stadion anlægges til næste år i forbindelse med trafikanlæggene til Møllebro- boligerne.

Det er de projekter som er med i budgetterne.

Holmegårdsvej og Milnersvej står som de næste.

Desværre er Milnersvej blevet så politisk forkludret at den ikke er lavet endnu selvom den har været på budgettet to gange. Det vil jeg ikke tage ansvaret for, men det er min hensigt at få den lavet snarest uanset hvem jeg skal finde flertal sammen med.

Holmegårdsvej koster omkring 10 millioner. Det er nødvendigt at flytte kantstenene ud i begge sider så man kan få en tilstrækkelig bred delt sti for cyklister og fodgængere. Man kan så lægge fliser på fodgængernes halvdel og asfalt på cyklisternes. Der er som tidligere nævnt lovkrav til hvor brede fælles stier skal være – så der ikke bliver problemer når en cyklist skal passere en barnevogn eller et par som går ved siden af hinanden.

Der er en god chance for at vi kan fremskynde i altfald en af stierne i år fordi der står i budgetaftalen at ikke – budgetterede indtægter fra jordsalg skal bruges til bl.a. cykelstier.

Der sælges meget mere kommunal jord i Hillerød end beregnet, og jeg håber derfor at jeg kan overbevise mine politiske kolleger om at vi skal have løst problemerne på Holmegårdsvej og Milnersvej hurtigst muligt og i altfald en om året i 18 og 19.

Marianne Løvdal bemærker i sit historiske overblik at der har været krav om cykelsti på Holmegårdsvej i 25 år, det kan jeg bekræfte eftersom det var noget af det første Fælleslisten foreslog da vi kom i byrådet i 1990. Siden har det været oppe at vende mange gange – også i de år Marianne var formand for Miljø – og Teknikudvalget. Vi arbejdede sammen om flere cykelstier, og vi fik lavet mange, men der mangler stadig meget før det er sikret at færdes som cyklist i hele byen.

Det synes jeg fortsat vi skal samarbejde om i en god tone, særligt nu hvor Hillerød er på vej ind i en opgangstid hvor der er penge til at løse flere problemer end hidtil.

Tue Tortzen